Melankoli er glæden ved at være trist

                                                                                                     Victor Hugo

 

 

 

Når jeg går på walkabout i november, november og november og nikker venligt til de andre gående tusmørkeglade, jeg møder på min vej, genkender jeg mig stadigt oftere som medlem af et fællesskab, hvor vi ikke kender hinanden ved navn, karriere og social habitus, men hvor vi alene identificerer hinanden på den svage glød, som fortæller dem, der kan se den, om glæden ved at være alene, glæden ved mørket, glæden ved det øde, glæden ved ikke at tage soma.

 

 Vi er ikke deprimerede. Vi har ingen diagnose. Vi er melankolikere, vi er skabende, og vi har dybde i vores humor. Vi ved alle, uden at være det mindste i tvivl, at melankolien er god for vores sjæl.

 

 Vi arbejder i rytmer. Vi arbejder i cykler. Vi tager ansvar og er produktive på den lange bane så at sige.  Vi er ikke ude af os selv, men husker vores historie og vi gør os ikke til. Vi har tillid til sanserne, vi har tyngde i kødet, og vor knoglestruktur er robust. Vi er pauseeksperter.

Vi er tilstede, og vi forveksler ikke velvære med komfort.

 

Ofte er vi ikke-deltagende og mundlamme betragtere og morer os stille, mens ordet ”absurd” toner frem på den indre tavle. Når nok er nok, går vi hjem til vores hule. Ikke for at gå i stå, i hi eller i sort, men for at tygge rosenblade, tænke, samtale, elske, læse langsomme ord eller høre inderlig musik

 

En gang i mellem mister vi os selv, skifter gear og skruer op for det hurtige, højtråbende og populære. Da bliver vi livstrætte og glemmer at gå vore aftenture. Selv på aftener med tåge, så vi går glip af at se verdenen, når enkeltheder er udviskede og ubetydelige. Når fugten rammer os i ansigtet og mildner overgangen til omgivelserne. Sådanne tider er farlige for os. Måske bliver vi syge. Måske får vi endda en depression. I værste fald glemmer vi det hele, hvilket desværre sker for selv drevne og velbevandrede melankolikere.

 I disse udsatte perioder af vore liv er vor redning at give efter for den længsel, som vi kan mærke, når vi er stille. Længslen efter at fornemme den svage glød hos de andre og længslen efter at mærke den i os selv.

 

*

 

Hvordan skulle vi kunne glemme de gamle myter som står ved alle folkeslags begyndelse; myterne om drager der i sidste øjeblik forvandler sig til prinsesser som blot venter på engang at se os smukke og modige. Måske er alt hvad der er frygteligt dybest set det hjælpeløse der vil have hjælp af os.

 Her må De, kære hr. Kappus, ikke blive forskrækket når en sørgmodighed af hidtil uset størrelse rejser sig foran Dem, når en uro, som lys og skyers skygge, glider hen over Deres hænder og al Deres gøren. De skal tænke at der sker noget med Dem, at livet ikke har glemt Dem, at det holder Dem i hånden; det vil ikke lade Dem falde. Hvorfor vil De udelukke en eller anden foruroligelse, en eller anden smerte, et eller andet mismod fra Deres liv, når De jo ikke ved hvad disse tilstande forårsager i Dem?

 

                                                     Rainer Maria Rilke,

                                                               Breve til en ung digter.

 

*

 

 

Forsvandt melankolien ud ad fotografiet sammen med sort/hvid-traditionen? Smed vi barnet ud med badevandet? Eller beskæftiger nutiden sig i det hele taget ikke med tungsind, som ikke skal behandles af behandlere, uanset om motiverne er i gråtoner eller i farver. Har vi skabt en durkultur, som adspreder sig væk fra moltilstande ved at ekskludere dem som altmodische, upassende og som dårlig smag?

 

Hvordan kan et nutidigt farvefotografi indfange melankoliens styrke? Med lyset? Det Nordiske lys? Eller måske snarere ved at udelukke lyset fra billedet uden at det bliver mørkt – som en slags lysvacuum. Lyset med den lille amplitude, lyset som ikke danner skygger. Tågens modererende og sødmefyldte tristesse begejstrer umiddelbart melankolikeren. Men også det kuldslåede univers, som det ultraklare lys kan mane frem, kan paradoksalt nok få det melankolske hjerte til at banke hurtigere. Der er jo som bekendt dybde i vores humor.

 

 Eller ved motivvalget? Et iscenesat melankolsk foto kan næsten ikke undgå at blive banalt, så motivet må findes uden tankens mellemkomst. Det befinder sig stort set altid i det ikkespektakulære univers. I det vante rum som kroppen kender. Her kan melankolien give adkomst til uvante registreringer af det vante - som et haikudigt uden hensigt og fortolkning. Til nye nedslag i mangfoldigheden af indtryk og udtryk. På magisk vis opstår motivet så at sige af sig selv for øjnene af melankolikeren. Et tidsløst gennembrud i midlertidigheden, hvor former og farver befinder sig i et næsten mystisk og organisk opstået spænd. Det spænd som nærer gløden.

 

*

 

Dette er den rene betragtnings ro.

                                        I Ching